EWALD, Johannes

1743 - 1781  (37 år)

• Navn	EWALD, Johannes
  Født	18 nov. 1743	København, Hovedstaden, Danmark
  Køn	Mand
  Død	17 mar. 1781	Kbh., Trinitatis
  Person-ID	I65366	My Genealogy
  Sidst ændret	17 jan. 2020

  
  

  Far	EWALD, Enevold,   f. 29 aug. 1696, Øster Højst ,   d. 11 nov. 1754, Kbh.  (Alder 58 år)
  Mor	WULF, Marie Mathiasdatter,   f. 23 apr. 1715, Kbh. ,   d. 27 apr. 1791  (Alder 76 år)
  Gift	ca. 1730
  Familie-ID	F20879	Gruppeskema  |  Familie Tavle

  
  

• Notater

  En af moderns kostgængere, oberstinde Sophie Christiane Eigtwedt, f. Walther, har sat Enevold Ewalds paternitet i tvivl og udpeget som Johannes Ewalds formodentlige far assessor, teaterdirektør, viceborgmester i København Johannes Valeur (1701-71) Johannes Ewald Biografi Vores første poetiske geni Johannes Ewald skabte noget af det mest sublime digtning Danmark overhovedet har. Udover Ewalds drama på vers, kender vi omkring 90 enestående digte fra Ewalds hånd, hvor hovedparten er skrevet i perioden 1767-1775. Digtene er fortrinsvist lejlighedsdigtning som fordeler sig med ca. 20 til kongehuset og ca. 50 til borgerlige og adel. De resterende digte er personlige lejlighedsdigte f.eks. til venners stambøger, klassiske digte - især oder og reflektionslyrik, samt religiøs lyrik - som han primært skrev i slutningen af sit liv. Med Ewald indføres for første gang den subjektive digtning i den danske litteratur. Denne digtning, med et centralt digter-jeg, bærer kimen til den senere romantiske digtning, og vi finder således Ewald i spændingsfeltet mellem klassicismen og hvad der senere skulle omfavnes af romantikerne. Denne spænding ses tydeligt i lejlighedsdigtet »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav« fra 1772. Digtet er skrevet som et klassisk lejlighedsdigt, men i sidste strofe nedbrydes distancen, hvormed hele digtet og genren brydes på grund af subjektiviteten. Digtet handler ikke længere om Arnbachs fortræffenligheder i levende live, men pludselig om digterens sorg og digtets utilstrækkelighed: "Men ak! - men Angst har qvalt min Aand! - / Død er Han - død ... dog vil jeg ikke græde - [...] / Og Harpen falder af den svage Haand! -". Netop denne "svage Haand" bidrog til at gøre Ewald unik. Ewalds vel nok mest kendte digt er »Rungsteds Lyksaligheder. En Ode.« fra 1775. Det klassiske ideallandskab vi kender fra Virgil og Horats subjektiveres, og digtet munder i et spørgsmål om de klassiske former og temaers gyldighed. Ideallandskabet bliver hans drøm, og ikke et klassisk retorisk landskab. I dette antydes mødet med det ophøjede sublime hvor Ewald henter sin inspiration fra det måske vigtigste digt i slutningen af 1700-tallet, Edward Youngs melankolske The Complaints, or Night Thoughts of Life, Death and Immortality (1742-1745). Endnu tydeligere er inspirationen fra Young i Ewalds digt »Natte-Tanker«, som er et selvportræt af en genial digter. Digteren ophøjes til han omspænder hele kosmos. Ewald bidrager således med digteriske værker som ikke falder indenfor den klassiske regelæstetiks grænser. Hvor kunstneren tidligere blot var en håndværker som nøje fulgte nogle fra antikken fastlagte regler eller hvad der var god fransk smag, fødes med Ewald det subjektive og individuelt ophøjede digteriske udtryk. Med Ewald fødtes geniet i dansk digtning. Historiske begivenheder 1743 Johannes Ewald født. 1766 Ewald: Sørgesange. 1769 Ewald: Adam og Ewa eller Den ulykkelige Prøve. 1770 Ewald: Philet. 1771 Ewald: Hedningernes Frelse. 1772 Ewald: Harlequin Patriot. 1779 Ewald: Fiskerne. 1780 Ewald: Fortale til Læseren. 1781 Johannes Ewald død. Johannes Ewald, född 18 november 1743 i Köpenhamn, död 17 mars 1781, var en dansk poet och psalmförfattare. Några av hans psalmer finns i danska Psalmebog 1912. Johannes Ewald ble bare 37 år gammel, men nådde i sitt korte liv å skrive ikke mindre enn 90 dikt. Men hans forfatterskap rommer langt mer enn disse diktene. Overordnet kan det oppdeles i to deler: Det offisielle (diktene og dramaene), som alle ble gitt ut i samtiden, og prosatekstene, som først kom ut etter Ewalds død. Blant disse finner man blant annet «Levnet og Meeninger», som i dag anses for å være hans hovedverk. For de fleste dansker er kongesangen «Kong Christian stod ved højen mast» det de kjenner best til av Ewalds forfatterskap Han var dotterson till Marie Wulf; hans far, Enevold Ewald, var präst vid "vajsenhuset" i Köpenhamn och sände honom strax före sin död 1754 att gå i skola hos rektor Licht i Slesvig, och Ewald fick bo i dennes hem till 1758, då han började på Köpenhamns universitet. Under skoltiden läste han mycket på egen hand, bland annat isländska sagor, "Tom Jones" och "Robinson Crusoe". Crusoe stimulerade hans reslust så att han gjorde ett rymningsförsök. Ewald saknade under denna tid fullkomligt en äldres ledning och uppfostran. Någon tid efter att han blivit student blev han så djupt förälskad i Arendse Hulegaard att han bestämde sig för att förtjäna hennes hand genom att bli "dygdig" och "stor". Ewalds mor gifte om sig med Arendses farbror, vilket gav Ewald tillfälle att ofta träffa Arendse. För att snarast möjligt kunna sätta bo med sin älskade, om vars genkärlek han hade grundade förhoppningar, beslöt Ewald att hemligen lämna Danmark och i främmande krigstjänst vinna utmärkelse och rang. Denna gång (1759) blev flykten allvar: han tog värvning i den preussiska armén. Till följd av sin spenslighet blev han inte husar, såsom han önskat, utan infanterist. Missnöjd rymde han till österrikarna, blev trumslagare och kort därefter underofficer, tills hans anhöriga lyckades få reda på hans vistelseort och försökte friköpa honom. Då detta vägrades, rymde han från österrikarna. Vid sin hemkomst (1760) ägnade han sig med en sådan iver åt studier, att han redan 1762 kunde ta teologisk ämbetsexamen med de högsta betygen. Sin älskade miste han dock snart, för hon gifte sig med en affärsman. Själv påstod Ewald alltid att förlusten av henne var källan till alla hans senare olyckor och till den melankoli, som blev hans grundstämning. Författarskap [redigera] Han började nu sin författarverksamhet med en allegorisk berättelse, Lykkens tempel, som "Selskabet til de skjönne videnskabers forfremmelse" upptog bland sina skrifter (1764). Hans nästa försök var det bibliska dramat Adamiaden (1765), som föranleddes av en uppgift i en pristävling, men underkändes som bristfälligt, om än levande. Han tog då tillbaka sitt arbete med förklaringen att om han inte kunde bli Danmarks bäste skald, ville han inte vara den näst bäste, och på samma gång beslöt han att under två år inte skriva vers, utan genom läsning utbilda sin ande. Det var de franska klassikerna (i synnerhet Pierre Corneille), Friedrich Gottlieb Klopstock (som han kände personligen), Roms skalder samt tyska översättningar av Shakespeare och Ossian, som han framför allt studerade. Under denna tid skrev han endast en kantat vid Fredrik V:s död (1766). Denna dikt gjorde honom med ens känd över hela landet. Slutligen satte han igång att omarbeta Adamiaden, Adam og Eva (1769), som är Ewalds omfångsrikaste religiösa dikt. Genom Klopstock hade hans uppmärksamhet riktats mot arvet från den nordiska forntiden, som man dock hade mycket lite kunskap om. Ewald studerade Saxo Grammaticus och hämtade från honom ämnet till Rolf Krage (1769), den första danska historiska tragedin, skriven på prosa efter Klopstocks mönster. Vid denna tid angreps Ewald svårt av gikt. Sjukdomen förvärrades snabbt och han var under flera år bunden vid sängen. Ewald arbetade nu till stor del för teatern, skrev satiren De brutale klappere (1771), med anspelningar på tidsförhållanden, lustspelet Harlequin patriot (1772), som hade en politisk syftning, men aldrig uppfördes, och Pebersvendene (1773), en komedi i Ludvig Holbergs stil. Egentligen var det endast ett fåtal, som uppskattat hans diktning, men så småningom tillväxte antalet av hans beundrare; särskilt Det danske literaturselskab, som stiftats 1775, gav Ewald stöd och uppmuntran. 1777 flyttades Ewald tillbaka till huvudstaden och kom i god vård. Där upplevde han att Balders död med framgång uppfördes på kungliga teatern (1778), och där skrev han den dramatiska idyllen Fiskerne, liksom Balders död med åtskilliga sånger, bland annat Liden Gunver, som är det första lyckade försöket att åter anslå folkvisans ton, samt den välkända Kong Kristian stod ved hojen mast, som snart blev folksång. Med musik av Hartmann den äldre uppfördes Fiskerne 1779 med stort bifall. När Ewald 1780 beslutade att ge ut sina samlade skrifter, tecknade sig en stor mängd abonnenter. Hans ställning förbättrades nu, men hans kraft var uttömd. Han fullbordade en avhandling om allmogens upplysning samt påbörjade ett Hamlet-drama. Företalet till hans skrifter, ett mästerstycke av dansk prosa, var hans sista större arbete. Av sin mor inackorderades Ewald därpå i Rungsted, halvvägs mellan Köpenhamn och Helsingör, vid Sundet (våren 1773- hösten 1775), där han fick god vård och fullbordade flera fina lyriska dikter, bland annat Rungsteds lyksaligheder (1773) och det heroiska sångspelet Balders död (1775), som införde blankversen i Danmarks dramatik. Trots att Ewald endast här och där lyckades träffa den nordiska tonen, som oftast förtogs av ett deklamatoriskt uttryckssätt, har detta drama betydelse som utgångspunkt för 1800-talets renässans, särskilt Öhlenschläger, och flera av de där inlagda sångstyckena är mycket vackra. Ewalds ofullbordade självbiografi, Johannes Ewalds levnet og meninger har dåtidens bästa danska prosastil. 1775 flyttades han till Söbäkshus, vid Helsingör, där han under ständigt växande sjuklighet tillbringade de två sorgligaste åren av sin levnad. Psalmer [redigera] Han dog 17 mars 1781, av alkoholism och gikt. Några få nätter tidigare hade han skrivit Udrust dig, helt fra Golgatha!, som är upptagen i den danska Psalmebog 1912 som nummer 646 och till en egen melodi. Texten lyder: Udrust dig, Helt fra Golgatha, Løft højt dit røde Skjold, Thi Synd og Død, du ser det, ja, Angribe mig med Vold! Løft højt dit Glavind i din Harm Mod dem, som trodse dig, Nedstyrt dem med en vældig Arm Fra Lyset og fra mig! Da skal jeg, sikker ved din Haand, Ej frygte Døden mer, Og glad ser da min frelste Aand Paa sit nedbrudte Ler. 1879 restes en gemensam minnesvård åt Ewald och Wessel. Sitt förnämsta uttryck fick Ewalds rika anlag i lyriken (Ode til själen, Ode til min Moltke med flera), där han både i stil och stämning lyfter den världsliga konstdiktningen till en för den tiden enastående storhet. På svensk poesi utövade han inflytande under slutet av 1700-talet (Kellgren, Lidner). Ewald, Johannes, 1743-81, Digter. Han var Søn af Waisenhuspræsten Enevold E. (s. foran) og født i Kjøbenhavn 18. Nov. 1743. Saa længe Faderen levede, undervistes han i Hjemmet, Waisenhusets Gaard paa Nytorv, sammen med sin 3 Aar ældre Broder Matthias og havde i den Tid forskjellige Lærere. Af hvad han selv lejlighedsvis fortæller, fremgaar det, at han havde en levende Fantasi, og at denne tidlig udvikledes, først ved Børneæventyr, senere ved Læsning om Oldtidens Helte i Grækenland og Rom og af Kirkens og Missionens Historie; men det er vanskeligt at følge ham i den Opfattelse, at hans Forældre og Lærere forsyndede sig ved saaledes at nære hans Indbildningskraft og varme Følelse for det ualmindelige og det menneskelig store. Da Faderen med sit aldeles nedbrudte Helbred vel maatte forudse sin nære Død, medens Sønnerne nu efter deres Alder skulde sendes i en offentlig Skole, blev der truffet Bestemmelse om, at den ældste skulde til Roskilde, medens den mere begavede J. sendtes til Slesvig, hvor Faderen havde Slægtninger, rimeligvis for at faa en fyldigere tysk Opdragelse; han skulde i Huset hos Rektoren, Licht, en bekjendt udmærket Lærer. Overfarten foregik selvfølgelig med Skipper og var altsaa afhængig af dennes Afrejse, og det var derfor tilfældigt, at denne netop kom til at foregaa faa Timer før Faderens Død, Dagen før Drengen fyldte sit 11. Aar. Opholdet i Slesvig varede i henved 4 Aar, i hvilken Tid han tilegnede sig de almindelige Skolekundskaber, ligesom han opnaaede en vis Færdighed i at skrive latinske og tyske Vers. Uden for Skoletiden havde han Adgang til Rektorens temmelig betydelige Bogsamling, i hvilken han bl. a. fandt en Samling nordiske Heltesagaer; Licht elskede nemlig alt, hvad der var dansk, og søgte at paavirke sine Elever til at lære og dyrke Sproget, hvis Nytte og Skjønhed han fremhævede for dem. Hvad E. i øvrigt fortæller om sit Ophold i Slesvig, tyder paa en stadig Udvikling af hans medfødte poetiske og æventyrlige Sans, medens han endnu var uimodtagelig for selve Digtningens Skjønhed. Saaledes løb han bort efter at have læst Robinson for over Holland, paa Vejen til Indien, at strande paa en øde Ø, og Rektoren indhentede ham først 4 Mil fra Byen. Ligeledes drev han med den største Lidenskab Krigslegen som en Efterligning af den samtidige Syvaarskrig i Tyskland, og han var stærkt optagen af gjentagne Forelskelser. Derimod kjedede Oldtidens Digtere ham til Trods for Lærernes Bestræbelser for at aabne hans Sans for deres Skjønheder. «Jeg havde tvende (Lærere)», siger han, «og de vare begge for brave Mænd, de havde for megen Indsigt og for sund Smag til, at de enten ikke selv skulde have følt eller ikke have anprist mig Yndigheder, som det næsten var vanskeligt at overse eller at være kold imod. Jeg bilder mig meget mere ind, at min Sjæl da var alt for virksom, alt for meget i Gjæring til, at blotte Tanker eller Billeder kunde berolige den; det var Handling, som den brændte efter.» I Sommeren 1758, i sit 15. Aar, kom E. tilbage til Kjøbenhavn og tog med Ære sin Studenterexamen. Han kom i Pensionat hos den formuende Hørkræmmer (islandsk Kjøbmand) og Overformynder Peder Hulegaard, der et halvt Aar efter ægtede hans Moder, som boede i samme Hus, det sydlige Hjørnested ved Kultorvet og Frederiksborggade. Samme Efteraar var det, han gjorde Bekjendtskab med den jævnaldrende Arense Hulegaard og ved deres første Møde blev fuldstændig betagen af hendes Skjønhed og Ynde. Hun var Datter af Overformynderens afdøde Broder Oluf H., og hendes Stiffader, Oluf Mandix, var en velhavende islandsk Kjøbmand og Ejer af Gislingegaard og Gods. E. kom i et tilfældigt Ærende op til Familien, der boede paa Vestergade; men næppe havde han set og talt med Arense, før han følte sig greben af den heftigste Forelskelse; han tabte Sans og Tanke for alt andet og var som ude af sig selv. Som i en Drøm naaede han hjem, fast bestemt paa at vinde denne Pige og saa ikke begjære andet eller mere af jordisk Lyksalighed; han var pludselig vaagnet til en ny Bevidsthed og et selvstændigt Liv. Hans første Plan var nu i en Fart at fuldende sit theologiske Studium; men medens den nærmeste Tid snart bragte ham Vished for, at Arense delte hans Følelser, blev det ham tillige klart, at han havde farlige Medbejlere i Mænd, hvis Alder stod i et rimeligere Forhold til Arenses end hans 15 Aar. Han fik da den Indskydelse at forkorte Vejen til en selvstændig og anset Stilling i Samfundet ved at gaa i udenlandsk Krigstjeneste, og da han kunde være sikker paa, at hverken hans Moder eller hendes Mand, der med stor Omhu tog sig af Stifsønnerne, vilde billige en saadan Plan, løb han sin Vej efter at have forsynet sig rigelig med Rejsepenge af Faderens Beholdning. Broderen, som var fulgt med og vel endogsaa var den, som fra først af havde tilskyndet til Flugt, fortrød snart, hvad han havde gjort, og skrev hjem fra Hamborg, hvorefter han hentedes tilbage; men J. lod sig hverve til preussisk Husar og fortsatte sin Rejse syd paa med en Skipper ad Elben. Det var i Foraaret 1759; han tjente nogen Tid som menig Infanterist i den preussiske Hær, men løb derpaa over til Østerrigerne, da han følte sig bedragen ved ikke at være bleven Husar. Efter halvandet Aars Soldaterliv kom han tilbage til sit Hjem, grundig kureret for sine Drømme om en æventyrlig Lykke, men vistnok tillige svækket ved de unaturlige Strabadser, som hans uudviklede og fintbyggede Legem havde været udsat for; den forfærdelige Gigtsygdom, som senere ødelagde ham og i Forbindelse med Udskejelser hidførte hans tidlige Død, antoges at stamme fra denne Tid. Efter sin Tilbagekomst tilendebragte E. i forholdsvis kort Tid sit Embedsstudium; i Sommeren 1762 blev han theologisk Kandidat med bedste Karakter, han blev forlovet med Arense og fik Fribolig med Stipendium paa Valkendorfs Kollegium. Det synes nu at have været hans Plan at søge en videregaaende videnskabelig Uddannelse, snarest til en Lærervirksomhed ved Universitetet. Saaledes kom han ogsaa til at kappes med jævnaldrende Venner i lettere litteræreSysler, uden at egentlig digterisk Virksomhed fra først af synes at være kommen ham i Tanke. Han skrev en Afhandling om en guddommelig Forløsers Nødvendighed og et allegorisk Stykke: «Lykkens Tempel», begge i Stil med de Æmner og Former, som Jens Schelderup Sneedorf havde indført i sin «Patriotiske Tilskuer». Han blev personlig bekjendt med denne udmærkede Forfatter, som opmuntrede og vejledede ham, men til stort Tab for Litteraturen og særlig for E. alt døde et Par Aar efter (1764). Samtidig løstes Forholdet til Arense, hvorefter hun ægtede en anden (Hørkræmmer Rasmus Riber), et Brud, som bragte E. til helt at opgive sine tidligere Planer for det borgerlige Liv; han besluttede nu, siger han, «at slentre Livet igjennem». Naar E. senere var tilbøjelig til at henføre sit Livs Ulykker til Tabet af Arense, gjorde han sig dog utvivlsomt skyldig i en Forvexling af Grund og Følge. Han tabte i Virkeligheden sin Ungdomselskede, fordi hans Sind af Naturen var ustadigt og hans Vilje svag, og det var de samme Fejl, som, yderligere udviklede, paaførte ham hans andre Ulykker. Efter at have anstrængt sig til det yderste i et Par Aar med sine Studier synes han at være falden til Ro i spredte og tilsyneladende hensigtsløse Sysler, medens han tillige sorgløst hengav sig til et muntert og uregelmæssigt Ungdomsliv i Selskab med ligesindede Venner, gode Hoveder og gode Kammerater, men farlige for et Menneske med hans lidenskabelige Temperament. Og da nu samtidig hans geniale digteriske Begavelse begyndte at bryde frem og foruroligede ham med sine gjærende Ideer og smertelige Stemninger, kan det ikke forundre, at Følelsen for Arense traadte i Baggrunden, ligesom det paa den anden Side var naturligt, at hun, der, som han siger, var «en dejlig, en fin og skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arense», under disse Omstændigheder brød Forholdet til den umandige Bejler, der ikke forstod at skjønne paa hendes Værd. Saaledes som det kom, blev Bruddet dog snarest en Befrielse for Digteren, der nu kunde hengive sig til sit Kald uden noget ydre trykkende Baand eller nogen borgerlig Forpligtelse, om det end tillige gav Anledning til, at han mere uforbeholdent hengav sig til sine Udskejelser. Først senere, da Arenses Ægteskab blev ulykkeligt og hans egen Skæbne saa haard, vaagnede den første Ungdoms rige Følelse paa ny og sønderrev hans Hjærte med Anger og Sorg. Arense glemte heller ikke ham, og skjønt hun senere omtalte ham med Bitterhed, slap hun ham dog aldrig af Syne og var blandt de Venner, paa hvis Hjælp han altid kunde gjøre Regning. Den første Opgave, som E. herefter gav sig i Lag med, var et Læredigt om Guds Godhed, knyttet til Historien om Skabelsen, Syndefaldet og Forjættelsen. Det blev i det følgende Foraar (1765) indleveret til de skjønne Videnskabers Selskab, der dog forkastede det, hvorefter han lovede sig selv i 2 Aar at studere Digtekunsten saa grundig, at han kunde blive Danmarks første Digter. Han henvendte nu sin Opmærksomhed dels paa det klassiske Skuespil i Frankrig og den antike Digtning, dels paa Klopstock og hans store Heltedigt «Messias». Først senere lærte han Wielands prosaiske Oversættelse af Shakspeare at kjende; men den forfejlede da heller ikke sin Virkning paa ham. Han tog nu sin «Adam og Eva» frem igjen, omarbejdede den i fransk-dramatisk Form og udgav den i Aaret 1769 som sit første og omfangsrigeste Digterværk. Det modtoges med levende Anerkjendelse og stillede ham uimodsagt paa den Plads, han havde villet kæmpe for, paa Toppen af det danske Parnas. «Adam og Eva» er dog til Trods for den rige og sublime Poesi, der er nedlagt i det, mere en Hyldest til Fortiden end et Løfte om en ny Fremtid. Det er Digterens Barndoms Verden, hans Faders inderlige Fortrolighed med og veltalende Forkyndelse af Kristendommens Livsanskuelse, der finder sit storslaaede Udtryk i dette Drama, som hos os kun har sin Tilknytning i den lutherske Salmedigtning hos Kingo og Brorson, den eneste alvorlige Digtning af noget Værd siden Middelalderen. Først derefter bliver E. selvstændig skabende, med et fuldt personligt Indhold i sin Gjerning. Forberedelserne hertil gaa gjennem en ny Række Studier og Øvelser, saa vel som gjennem nye Tilskikkelser og Fejl. Efter at være kommen i Forbindelse med den tyske litterære Koloni, Klopstock, Cramer osv., og efter at have lært Engelsk for at kunne læse Shakspeare og Ossian i Grundsproget gjorde han sit første Forsøg i nordisk Digtning, Sørgespillet «Rolf Krage», efter Saxes Fortælling. Den prosaiske Dialog, som var stærkt paavirket af Klopstock og Ossian, gjorde dog kun ringe Virkning, og Stykket har sin største Betydning i Litteraturen som et første Forsøg paa at benytte Oldtidssagnene i moderne Digtning. Som saadant vedblev E. bestandig selv at sætte særlig Pris paa det, og det blev udgivet (1770) af en Kreds af Mænd af alle Samfundsklasser og fra alle Landets Egne; saa store Forventninger knyttedes der alt nu til E.s Foretagender. Umiddelbart efter fattede hans tyske Velyndere den Plan paa offentlig Bekostning at faa ham sendt til Skotland og de højnordiske Øer for at indsamle Folkesange i Ossians Smag, og han forberedte sig ivrig dertil, da Bernstorffs Fald (Sept. 1770) spredte den hele Kreds og standsede alle Regeringens Foranstaltninger til Litteraturens Fremme. Samtidig hermed blev Digterens Helbred mere og mere nedbrudt, og de Skuffelser, han led, bragte ham til for en Tid helt at opgive enhver Modstand mod sine Lidenskaber. Gigtsygdommen plagede ham, som det ses af Breve, alt i Foraaret 1769; senere i Aarets Løb forværredes den, medens han arbejdede paa «Rolf Krage», og i det følgende Foraar laa han paa Frederiks Hospital. Selv her kunde han ikke give Afkald paa sit uregelmæssige Liv, og han kom saaledes til en Gang, da han havde forladt Hospitalet, at tilbringe en Nat paa Gaden. Lægen forbød ham at drikke Punch og anbefalede The; men saa drak han Punch af en Thepotte. Efter at være udskreven fra Hospitalet sendte Moderen ham paa Landet; han kom til at bo paa Rygaard ved Lyngbyvejen hos en god Bekjendt, Torkil Baden, Godsforvalter paa Bernstorffs Gods. Han omtales fra den Tid som ligefrem forfalden til Drik, ligesom han ofte var sengeliggende; men da man den Gang endnu nærede Planer om at sende ham paa Rejser, maa han dog have forstaaet at bevare i det mindste det ydre Skin. Der fortælles i øvrigt, at han var saa uheldig at blive kastet af en Hest og i Faldet at faa et Stød i Siden, som blev Anledning til Sygdommens senere kroniske Karakter. Fra denne Tid lod han sig helt glide ned i «Pølen», ubekymret om Folks Snak og kun svagt holdt oppe af sin Moders og sine Venners Advarsler. Efter Tilendebringelsen af sine større dramatiske Digtninger havde han selv følt Mangelen af virkelig Menneskekundskab, psykologiske Iagttagelser. Han havde da begyndt at gjøre Optegnelser i den Retning, i rigtig Erkjendelse af, at han kun saaledes kunde naa frem til indholdsrige Virkelighedsskildringer. Efter Sneedorfs Exempel holdt han sig dog i sine Studier til de mindst sammensatte Typer, Børn og Almuesfolk fra Land og By. Han søgte Omgang med Saadanne; saaledes fortælles der, at han om Aftenen samlede Karle og Piger ved sit Sygeleje i Farvergade, lod dem snakke og more sig, ogsaa med Dans og Punch, medens han iagttog deres Tænke- og Udtryksmaade. Disse Studier førte ham da ogsaa til at skrive en Afhandling om «Pebersvende» og senere at dramatisere den som Holbergsk Komedie; han vilde paa én Gang virke som «Patriot» til Samfundets Forbedring, i dette Tilfælde imod den ugifte Stand, og vise sit Kjendskab til og sin Forstaaelse af jævne Folks Maade at være paa. Der kan ingen Tvivl være om, at jo disse Øvelser i høj Grad bidroge til at udvikle baade hans Stil og Herredømme over Sproget som ogsaa hans Blik for Menneskelivet og Menneskenaturen; men for Litteraturen ere de i øvrigt uden synderligt Værd. Men hans egne Oplevelser, hans Lidelser og Forvildelser, hans Anger og Fortvivlelse, hans viljeløse Hengivelse i Lidenskaben og hans religiøse Selvbesindelse og Kamp for at rive sig løs og vende tilbage til det Samfund, som han havde trodset, – alle disse fristende og smertelige Følelser havde imidlertid gjort ham til en lyrisk Digter af højeste Rang. Hvilken sjælden Evne han i den Henseende sad inde med, havde første Gang vist sig, da han skulde skrive en Sørgekantate over Frederik V (Jan. 1766); det lykkedes ham her i faa og simple Ord at give et rørende Udtryk for de Følelser, som havde grebet alle ved den folkekjære Konges Død, og det blev denne «Solo» («Hold, Taare, op at trille»), der til hans egen Overraskelse første Gang bragte hans Navn paa alles Læber. Senere havde hans lyriske Sprogkunst givet sig Vidnesbyrd i «Adam og Eva» og flere samtidige Kantater; men det var dog først nu, under de vanskeligste sjælelige Brydninger, at ogsaa hans Lyrik naaede sin Fuldendelse. Fra Vinteren efter Opholdet paa Rygaard ere Digtene «Pønitenten» og «Hvo kan opholde Ormens Liv»; noget senere bearbejdede han Syngestykket «Philemon og Baucis», og ud paa Efteraaret offentliggjorde han: «Da jeg var syg». Samtidig begyndte Rækken af de berømte Lejlighedsdigte, Bryllups- og Sørgesange, der til Dels afkjøbtes ham for en ringe Betaling, medens andre gjaldt nære Venner som Lieutenant Arnsbach og Fru Thonning. Fra denne Tid er ogsaa Digtet til Schleppegrell («Haab og Erindring») og til hans Moder («Nyaarsønske») samt «Nattetanker». Ved sin Moders Omsorg var E. imidlertid bragt ind under mindre sørgelige Forhold, i det han fra Efteraaret 1771 kom til at bo hos en Fuldmægtig Niels Winther i Vingaardsstræde, hvor han ikke blot havde det godt med Hensyn til sine ydre Fornødenheder, men ogsaa fandt en venlig Omgang; hans Moder og hengivne Venner kom jævnlig til ham, og han fik en ny og trofast Ven i Moderens Sognepræst, J. C. Schønheyder, senere Biskop i Throndhjem. Som Sjælesørger støttede han E. i hans Kamp mod slette Vaner og uværdige Forvildelser, uden at det dog endnu kunde lykkes helt at afholde ham fra de mest paafaldende Udskejelser, saa snart han havde Penge, og Sygdom tillod ham at færdes ude. Deraf fulgte da atter bitter Fortrydelse og jævnlige Rivninger med hans Moder og de Folk, han boede hos. – Fra Opholdet i Vingaardsstræde hidrøre ikke blot de nævnte lyriske Digte, men ogsaa de Lystspil, E. har skrevet, det bekjendte Lejlighedsstykke «De brutale Klappere» (som han skrev i 36 Timer paa et Spækkebræt i Sengen), det prosaiske «Pebersvendene» og det versificerede «Harlekin Patriot». I dette sidste søgte han fra et overlegent Standpunkt at give en satirisk Fremstilling af det store Røre, som var fremkaldt af den Struenseeske Regering og den patriotiske Reaktion imod den; og skjønt det ikke lykkedes ham at give dette Billed den umiddelbare komiske Kraft, som Holberg og Wessel raadede over, er dette Lystspil dog ikke blot et mærkeligt Tidsbilled, men ogsaa et Bevis paa Digterens Aandsfrihed og sunde Blik midt i hans Lidelser og Kampe. I Foraaret 1773 flyttedes E. ud paa Landet, dels vel for sit Helbreds Skyld, dels for at fjaernes fra Hovedstadens Fristelser. Han kom til at bo i Rungsted hos den kongelige Fiskemester Oluf Jacobsen i Rungsted Kro, det nuværende Rungstedlund, en større Landejendom med Krohold, Ølbryggeri, Brænderi og Postexpedition; Stedets store og smukke Have strakte sig langs Strandvejen til og med den saakaldte «Ewalds Høj», en Udsigtsbakke med Lysthus, som blev Digterens Yndlingsplads. Som det synes, var Konen i Huset en gammel Bekjendt af E. og hans Moder, rimeligvis fra deres Landophold i denne Egn i hans Barndom. Det var et dannet Hjem og kjærlige Mennesker, og der var i alle Maader sørget for, at han her kunde befinde sig vel, arbejde paa sine litterære Foretagender og vænne sig til et regelmæssigt Liv. Opholdet i Rungsted (til Efteraaret 1775) var da ogsaa den lykkeligste Periode i hans Digterliv. Hans lyriske Digte fik her en Tilsætning af Naturskildring, der giver dem en endnu fyldigere Baggrund i Tankernes og Stemningernes Slægtskab med Omgivelsernes Skjønhed eller Vemod. Saaledes især i den berømte Ode «Rungsteds Lyksaligheder» og i Digtet til Datteren i Huset: «Solen flygter –», saa vel som i de ypperlige Brudstykker «Vinteren» og «Aftenen» («Ned fra Finlands nøgne Skjær», «Skjul din Straale, skaan mit Hjærte», «Indsvøbt i al sin Skræk»). Af størst Betydning blev dog det Digterværk, som fremstod i de to Somre her i Rungsted, Syngestykket «Balders Død». Det var fremkaldt af Theaterstyrelsen, og den bekjendte Skjønaand Konferensraad A. G. Carstens deltog i dets endelige Redaktion for at gjøre det præsentabelt for de høje Smagsdommere, hvorved det dog kun vandt lidt og tabte adskilligt; men selv saaledes, som det kom til at foreligge trykt, blev det det første følgerige Forsøg paa for hele den danske og norske Læseverden at gjenføde Oldtidens Helteliv og Sagnene om vore Fædres Guder. Digteren havde opgivet den ubundne Stil fra «Rolf Krage» og valgt Verset, i hvis Behandling han nu havde naaet det højeste Mesterskab; samtidig var den jordiske Handling sammenknyttet med Kampen mellem Guder og Jætter, og de mest ejendommelig nordiske Myther, om Loke og Valkyrjerne, vare førte frem med en enestaaende lyrisk Kraft og Genialitet. Man kan vistnok uden Overdrivelse sige, at hele Oehlenschlägers og Grundtvigs oldnordiske Digtning har sin umiddelbare Kilde i E.s «Balder». Endelig skrev E. i Rungsted forskjellige Ting, som høre til det bedste af dansk Prosa i det 18. Aarhundrede. Det første var et paatænkt Ugeblad, «De fremmede», i hvilket han i Romanform vilde nedlægge sine psykologiske Studier; det kom ikke ud i hans Levetid, men han fik ikke saa lidt skrevet af det, nok i alle Tilfælde til, at man deraf kan lære hans egen Synsmaade at kjende. Hans Fremstilling er let og flydende, om end noget vidtløftig; han er vittig og har gjort mange rigtige Iagttagelser; men i det hele og store er hans Opfattelse af Menneskene idealistisk spændt, fuld af grelle Modsætninger, saaledes som hans eget Liv havde lært ham det. Med langt større Fornøjelse læser man derfor hans egne Erindringer, hans saakaldte «Levned og Meninger», som han ogsaa begyndte her og nedskrev for Schønheyder og Carstens. Han skrev om sin Flugt til Tyskland, om «Højen», om sin Svaghed for «Vinen» og om Arense, – disse faa Kapitler, henkastede med løbende Pen, men gjennemtrængte af en saadan Rigdom af Poesi, af saa megen Lykke og Smerte, at de vel kunne siges i senere Tider alene at have vundet ham lige saa mange Venner som alle hans Digterværker tilsammen. Des værre for E. døde hans Værtinde i Foraaret 1775, og dermed var Freden atter ude. Han havde hidtil med mindre Undtagelser levet et regelmæssigt Liv under hendes moderlige Tilsyn, men nu faldt han paa den Tanke at ville gifte sig, og det, som hans Venner paastode, med en aldeles uværdig Kvinde. Dette førte til pinlige Forhandlinger med Moderen og Schønheyder, og da intet andet hjalp, maatte han fjærnes fra Rungsted og føres til et nyt Opholdssted, Søbækhus ved Humlebæk, hos Godsforvalteren paa Krogerup, Herman Lemn. Det varede en Stund, inden han her kunde komme til Ro; han blev trods alle Indsigelser ved sin Plan at ville gifte sig og sætte Bo, og Schønheyder maatte ty til de haardeste Ord og Trusler for at faa ham til at opgive denne fortvivlede Tanke. «Ligesom denne Elskovshandel er begyndt,» skriver han, «saa har De ogsaa hærdet Dem i den paa samme Maade, nemlig at gjøre Deres Indbildning skummende af Paafund og Drømmerier – og Deres Hjærte mere bittert og stormende mod alle andre Mennesker uden dem, der smigre Deres Naragtighed, Deres Stolthed og Deres Begjærlighed, at gjøre alt dette ved daglig Drukkenskab!» Den forfærdelige Sygdom, som nu tog nyt Tilløb og for en Tid bragte ham Døden nær, medens det mishandlede Legem ligesom bukkedes sammen, gjorde en sørgelig Ende paa denne Strid; da han igjen kom til Kræfter, var Rusen forbi, men han selv fattigere paa Venner, uden Arbejdslyst og Arbejdsevne. Kun en enkelt Lysstraale naaede ind i denne mørke Tid, Forholdet til Herskabet paa Krogerup, Kammerherreinde v. d. Maase og hendes Moder, Generalinde Moltke, hvis Søn Frederik han havde undervist som Dreng. Samme Frederik Moltke var nu Kammerjunker hos Enkedronningen og kom jævnlig fra Fredensborg til Krogerup, hvor han da ogsaa besøgte den syge Digter, som var Gjenstand for hans levende Beundring og nu ogsaa snart vandt hans personlige Venskab. Ad denne Vej kom E. da atter i Forhold til Hoffet; han fik nogen Understøttelse gjennem Guldberg, skrev en Ode om Indfødsretten og Festdigte til Dronningen og Arveprinsen og hævedes derved ogsaa i sine ældre Venners Øjne. Af varig Betydning ere dog kun faa Digte fra denne Tid, saaledes det betalte Bryllupsdigt: «Dæmp Harpens Klang!», «Ode til Sjælen» og den prægtige Sang «Til min Moltke»: «Sværdets Hvinen og Skraldet af Skjolde». I Efteraaret 1777 lykkedes det at faa E. tilbage til Hovedstaden; han kom nu til at bo hos en Tømmermesterenke, senere Læremoder i Waisenhuset, Ane Kirstine Skou, i Skindergade. Han nød her den kjærligste Pleje, og da der nu tillige synes at være faldet Ro paa hans ubændige Sind, bragte de sidste halvfjerde Aar, som han tilbragte i hendes Hus, en vemodig forsonende Afslutning paa hans korte Livsbane. Hans aabne, elskelige Natur havde altid vundet ham hengivne Venner; flere af dem, som han havde knyttet til sig i sin første Ungdom, samledes nu igjen med ham i Kjøbenhavn, saaledes Digteren P. M. Trøjel, den senere Landsdommer Rogert, som komponerede Melodien til «Kong Christian», Theologerne Bast og Milling o. fl. Fra en noget senere Tid skrev sig Venskabet med Kapitajn Abrahamson, den bekjendte patriotiske Digter og Forfatter, A. G. Carstens, Schønheyder, Etatsraad Jacobi, Medlem af Theaterbestyrelsen, og Fr. Moltke. Hertil kom nu de yngre, der havde dannet et «dansk Litteraturselskab», og for hvem E, var den enestaaende danske Digter, især i Modsætning til det «norske Selskab»: Fr. Münter, Ove Malling, K. L. Rahbek, Fr. Sneedorf o. a. E. blev nu Gjenstand for en Hyldest, som man ikke tidligere havde kjendt over for litterære Berømtheder. Ved Opførelsen af «Balders Død», først i en privat Kreds, senere paa Skuepladsen (1778), hilsedes han med Jubel; alt, hvad der kom fra hans Haand, modtoges med den største Anerkjendelse, og hans Venner taalte ingen Kritik mod ham, medens de søgte at efterligne hans Digtning. Under disse gunstige Forhold og venlig opmuntret af Theaterbestyrelsen fremkom hans sidste Digterværk, Syngespillet «Fiskerne» (1778). Som dramatisk Arbejde er dette ligesom de tidligere Stykker svagt, men dets Lyrik er af uforgængeligt Værd i sin Skildring af Havet og Menneskets Kamp med og paa det; her skal kun mindes om Arien: «Liden Gunver vandrer som helst i Kvæld», Terzetten: «Trodsige og vilde brøle Bølgerne», Koret: «Havets mægtige Betvinger» og vor senere Nationalsang: «Kong Christian stod ved højen Mast». Efter Tilendebringelsen af dette Syngespil, der opførtes med stort Bifald, fremkom der kun lidet fra E.s Haand, om han end udkastede forskjellige Planer. Han fik endnu skrevet en Fortsættelse af Erindringerne, suppleret med Fortaler dels til sine samlede Skrifter, dels til enkelte af de vigtigste af dem, et enkelt lyrisk Digt («Til min Moltke»: «Tro mig, Damon, vor Sjæl har sit bestemte Maal!») og et mærkeligt Brudstykke: «Om Almuens Oplysning», der viser, med hvor stor Kjærlighed han omfattede denne Sag og forstod dens Betydning. – En omhyggelig Udgave af E.s samlede Skrifter i 8 Dele er besørget af F. L. Liebenberg 1850-55. Hans Helbred var meget omskifteligt, skjønt han stadig led; snart syntes Kræfterne at svinde bort, snart fattede han selv, somme Tider ogsaa hans Venner, Haab om en fuldstændig Helbredelse. Hans Kaar vare forholdsvis gode; han kunde ikke blot komme ud af det uden fremmed Hjælp, som redebon blev tilbudt ham, men tilbragte endog et Par Somre paa Landet, i Gjentofte. Men det viste sig dog snart, at hans Livskraft var udtømt; han blev mere og mere hjælpeløs, Smerterne rasede uafbrudt i det ødelagte Legem, og han behøvede hele sin Sindsstyrke for at holde Modet oppe og møde sine Venner med et venligt Smil. I den Henseende viste han et Herredømme over sig selv, som var hans dristige Digterflugt og hans stort anlagte Personlighed værdigt. Omsider overvældedes han dog af Smerterne og sin stærke Aandenød, og han længtes efter at udfries fra sine Lidelser. Under den lange Dødskamp formede han sin Angest og Nød i det sidste Digt: «Udrust dig, Helt fra Golgatha!» Døden indtraf 17. Marts 1781. Hans Jordfæstelse paa Trinitatis Kirkegaard blev en enestaaende Hyldest for den fattige og frændeløse Mand; et Følge, hvis Lige man ikke mindedes at have set, fulgte ham ubuden til Jorden, og unge Piger strøede Foraarsblomster paa hans Grav. I vor Historie vil E. bestandig hævde sin Plads som den første store Digterpersonlighed, den første, som med Myndighed og Mesterskab brugte vort Sprog i Poesiens Tjeneste, og den første, som gjenfødte Nordens Heltealder i nyere Digtning. C. Molbech, Johs. Evalds Levnet, 1831. M. Hammerich, Ewalds Levnet, 1860. A. D. Jørgensen, Johs. Evald, 1888. A. D. Jørgensen.